Skip Navigation

Scan Global Logistics og Better Energy udvider partnerskabet med svensk elkøbsaftale

Scan Global Logistics har underskrevet en 10-årig elkøbsaftale med Better Energy om at aftage vedvarende energi i Sverige.

Billede af solcellepark med træer i baggrunden

Gennem elkøbsaftalen bidrager den globale logistikvirksomhed til etableringen af en ny solcellepark nær Studsvik og køber vedvarende energi til sine svenske kontorer og lagerbygninger.

Scan Global Logistics, en global logistikvirksomhed med hovedsæde i Danmark, tager nye skridt mod at opfylde sine bæredygtighedsmål og mindske sin miljøpåvirkning ved at købe vedvarende energi til sine svenske aktiviteter. Den globale logistikvirksomhed udvider sin strategi for vedvarende energi ved at indgå en elkøbsaftale – på engelsk Power Purchase Agreement (PPA) – med Better Energy om køb af grøn strøm fra en solcellepark i Sverige. 

»Denne PPA med Better Energy om vedvarende energi til vores faciliteter i Sverige er en vigtig del af vores bæredygtighedsstrategi og giver os mulighed for at bidrage til den grønne omstilling,« siger Martin Andersen, Global Head of Sustainability & ESG hos Scan Global Logistics. »Vi er glade for at udvide vores partnerskab til Sverige, da dette bliver den anden Better Energy solcellepark, som vi aftager vedvarende energi fra.«

 

Tilføjer solenergi til det svenske elnet

PPA'en bidrager til at etablere en ny 23 hektar stor solcellepark nær Studsvik i Sverige. Med en årlig produktionskapacitet på 25 GWh vedvarende energi vil parken være i stand til at producere nok grøn strøm til at dække forbruget for over 4.000 svenske husstande. Ved den anslåede nettilslutning i slutningen af 2024 forventes solcelleparken at blive blandt de største i Sverige.

 

Partnerskab udvides til Sverige

PPA'en på Studsvik bygger på det eksisterende partnerskab mellem de to virksomheder. I 2022 indgik Scan Global Logistics og 12 andre virksomheder en af landets første multi-partner PPA'er med Energi Danmark om at aftage vedvarende energi fra Better Energys Badskær solcellepark i Danmark. Gennem PPA'en aftager Scan Global Logistics vedvarende energi til at forsyne sit 70.600 kvadratmeter store lager og seks kontorer i Jylland.

»Det er dejligt at se, at vores partnerskab med Scan Global Logistics i Danmark har resulteret i, at vi kan byde dem velkommen som PPA-partner i Sverige,« siger Mikkel Thorup, ansvarlig for elkøbsaftaler hos Better Energy. »Den grønne omstilling kræver, at virksomheder af alle størrelser og med varierende energibehov beslutter sig for at købe den grønneste form for strøm. Uanset om det er i Danmark, Sverige eller et hvilket som helst andet marked, bestræber vi os på at tilbyde en praktisk og attraktiv løsning til vores partnere.«