Skip Navigation

Årsrapport 2023 – Better Energy mere end fordoblede grøn energiproduktion i 2023

Better Energy offentliggjorde i dag sin årsrapport for 2023, der beretter om solid fremgang og stærke forretningsmæssige milepæle i et år med investeringer og strategisk eksekvering. Virksomheden øgede produktionen af vedvarende energi, udvidede sine porteføljer af vedvarende energiparker og inkluderede flere parker i sine tre joint venture-partnerskaber. I 2024 forudser Better Energy en stigning i forretningsaktiviteterne, hvilket afspejles i øgede forventninger til året.

Dronebillede af solcellepark med store træer omkring parken

Højdepunkter fra forretningen

Better Energy øgede produktionen af vedvarende energi fra sine solcelleparker til 941 GWh, en stigning fra 463 GWh i 2022. Afregningen på salg af elektricitet steg til 455 mio. kr. Begge tal omfatter solcelleparker, der ejes af Better Energy, samt parker i joint venture-partnerskaber. I joint ventures var Better Energys pro rata-andel 479 GWh i 2023.

Årets samlede strømproduktion svarer til det årlige strømforbrug for ca. 250.000 husstande i Better Energys markeder.

I løbet af året indgik Better Energy 12 elindkøbsaftaler, på engelsk Power Purchase Agreements (PPA'er), med otte virksomheder, herunder ATEA, COWI, Statkraft og Vestre. Better Energy har nu PPA'er med 39 virksomheder i Danmark, Polen og Sverige til et samlet kontraheret energiaftag på 9.465 GWh over det næste årti.

 

Højdepunkter fra porteføljen

Efter nettilslutningen af fem solcelleparker i løbet af året voksede Better Energys operationelle portefølje af solcelleparker til 1.126 MWp med en ejerandel på 51%. Byggeporteføljen, som indeholder det første energilagringsprojekt, voksede til 1.729 MWp med en Better Energy ejerandel på 72%. Selskabets udviklingsportefølje, som det ejer 100%, steg til 14.543 MWp og omfatter energilagring og hybridenergiparker med sol- og vindproduktion. Better Energy investerede 955 mio. kr. i sin udviklingsportefølje i 2023.

 

Højdepunkter fra joint venture partnerskaber

Ved udgangen af 2023 havde Better Energy inkluderet 34 projekter i tre joint ventures.

I Impact I, selskabets første joint venture med Industriens Pension, blev det sidste projekt nettilsluttet i 2023. Joint venture-selskabet ejer nu sammen 21 solcelleparker med en produktionskapacitet på ca. 1 GWp i Danmark og Polen.

Selskabets andet joint venture med Industriens Pension, Impact II har ligeledes en forventet akkumuleret produktionskapacitet på ca. 1 GWp. Ved udgangen af 2023 var ni projekter inkluderet med en forventet produktionskapacitet på 589 MWp i Danmark, Polen og Sverige.

I 2023 etablerede Better Energy desuden et joint venture med det danske energiselskab, Andel med en forventet akkumuleret produktionskapacitet på omkring 2 GWp. I slutningen af året blev fire solcelleparker med en forventet produktionskapacitet på 743 MWp inkluderet i partnerskabet. De to selskaber forventer at etablere op mod 15 vedvarende energiparker i Danmark mellem 2024 og 2028.

Ved udgangen af 2023 havde Better Energy inkluderet 34 projekter på tværs af partnerskaber med en samlet enterprise value på 12,9 mia. kr.

 

Højdepunkter inden for bæredygtighed

Ud over produktion af vedvarende energi er lokalt engagement og et stærkt fokus på natur integreret i virksomhedens formål og forretningsmodel. Better Energy går i tæt dialog med lokalsamfund og myndigheder med henblik til at identificere muligheder for multifunktionel arealanvendelse, naturgenopretning og etablering af rekreative områder.

Som eksempler på lokal værdiskabelse har Better Energy påbegyndt byggeriet af en fodgængertunnel ved Viuf & Håstrup Solcellepark og er i planlægningsfasen af en 4,5 km cykelsti, der kan gøre vejen til skole mere sikker i Andst & Horskær Solcellepark. Ved udgangen af 2023 havde Better Energy 50 hektar dedikeret natur og rekreative områder under forvaltning, med 126 hektar i sin byggeportefølje og 402 hektar i planlægning på tværs af fem projekter i Danmark alene.

 

Finaniselle højdepunkter og forventninger

Better Energy opnåede i 2023 en omsætning på 2.501 mio. kr. mod 2.864 mio. kr. i 2022, voksede EBITDA til 726 mio. kr. mod 410 mio. kr. i 2022, samt resultat før skat på 179 mio. kr. Dermed leverede selskabet i den lave ende af forventningerne til 2023 på både omsætning, der lå i intervallet 2,5 – 3 mia. kr. og resultat før skat, der lå i intervallet 150 – 250 mio. kr.

Better Energy forventer i 2024 en stigning i aktivitetsniveauet med et forventet interval for omsætning på DKK 4.000 – 4.600 mio., samt et EBITDA i intervallet DKK 850 – 1.000 mio. og et resultat før skat på DKK 150 – 225 mio. De finansielle antagelser inkluderer ikke nye joint ventures.

 

Vækst i organisationen

I 2023 investerede Better Energy i organisatorisk vækst og tæt på fordoblede antallet af medarbejdere til mere end 450 mennesker i dets markeder i Danmark, Polen, Sverige og Finland. Virksomheden åbnede nye kontorer i Danmark, Polen og Finland, samtidig med at de eksisterende faciliteter blev udvidet på tværs af alle markederne.

Rasmus Lildholdt Kjær, CEO i Better Energy, siger:

"Vores formålsdrevne og sunde forretningsmodel er fundamental for vores succes. Gennem den kan vi skabe stærke partnerskaber med kommuner, netoperatører, energiaftagere og investorer, der – på hver deres måde – bidrager direkte til at accelerere den grønne omstilling."

"I 2023 voksede vi vores organisation med 191 personer. Dygtige mennesker, der er blevet en del af vores fremragende gruppe af fagfolk, der arbejder på tværs af hele vores værdikæde. Hver medarbejder bringer deres unikke talenter til bordet, mens de arbejder sammen som et team. Og netop dét, frem for alt andet, positionerer os stærkt til succes i de kommende år."

Mark Augustenborg Ødum, CFO i Better Energy, siger:

"I 2023 har vi tilført store mængder grøn energi til elnettet på kommercielt attraktive vilkår. Det er altafgørende for at fortsætte vores momentum, og det kan aflæses i tæt på en tredobling af vores byggeportefølje i 2023 sammenlignet med 2022."

"Alt imens vi producerer mere og mere vedvarende energi, cementerer 2023 også, at vores vedvarende energiparker åbner attraktive muligheder for ligesindede partnere, der kan opnå medejerskab af grøn energiproduktion gennem fælles investeringer i vores joint venture-partnerskaber."

Download Better Energys årsrapport for 2023.